de_DE  en_GB
Pressemeddelelse Lone Koch Ny I Bestyrelse 680×227

Pressemeddelelse: Alsie Express udvider bestyrelsen

Luftfartselskabet Alsie Express, der driver luftbroen mellem Sønderborg og København, udvider sin bestyrelse med en af dansk luftfarts kendte skikkelser, Lone Koch, 59 år.

Lone Koch er datter af navnkundige Ingolf Nielsen, som i 1950 grundlagde Cimber Air. Karrieren i luftfartbranchen blev indledt som stewardesse og fortsatte senere med at beklæde adskillige administrative lederstillinger lige fra marketing- og optimeringsansvarlig til at stå for de vigtige interline- og codeshare aftaler med andre luftfartselskaber. Lone Koch har siden 1975 været medlem af bestyrelserne for henholdsvis Cimber Air A/S og Cimber-Sterling, og nu altså Alsie Express.

I 2013 blev Lone Koch ansat ved Sønderborg Erhvervs- og Turistcenter (SET) med ansvar for EU-projektet Transformer. I november 2013 blev hun udnævnt til erhvervschef i SET, der i dag har taget navneforandring til Sønderborg Vækstråd.

-Lone Koch har et indgående kendskab til både erhvervslivet og turistindustrien i det geografiske område, vi betjener. Det er to vigtige markeder for os. Samtidig har Lone Koch en stor viden om de mange mekanismer, der indgår i det at drive ruteflyvning. I bestyrelsen ser vi frem til den vækstorienterede sparring, vi kan få med Lone omkring udviklingen af Sønderborg-København ruten, siger bestyrelsesformand Jens Østerlund Jensen.

Alsie Express beskæftiger 20 medarbejdere og har siden 2013 drevet flyruten Sønderborg-København med fem daglige returflyvninger og en returflyvning både lørdag og søndag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *