Dyr med i flyet

Hvis du ønsker at medbringe dit kæledyr på rejsen, skal det bookes senest 48 timer inden afrejsen.

Hunde og katte på max. 8 kg. (inkl. taske/transportboks) er tilladte i kabinen.
Som rejsende må du medbringe én hund eller kat i kabinen (maks. 8 kg. inkl. taske/transportboks), såfremt dyret befinder sig i en lukket transportboks, placeret på gulvet foran dig under hele flyvningen.
Andre typer af kæledyr transporteres i lastrummet.

Regler for transportbokse ombord i kabinen:

  • Vægten inkl. dyr må ikke overstige 8 kg.
  • Dimensioner på transportboksen må max. være 55 x 40 x 23 cm.

Dyr i lastrummet

Det er som hovedregel tilladt at medbringe kæledyr i lastrummet – og du må her gerne medbringe mere end ét dyr. Der er samme tryk og temperatur i lastrummet som i passagerkabinen.

Alle dyr skal checkes ind som bagage og være forsvarligt placeret i en godkendt transportboks.

Regler for transportbokse ombord i lastrummet

  • Boksen skal være solid, tæt og ren.
  • Materialet skal være glasfiber, metal eller hård plastik og udstyret med håndtag.
  • Bokse, der udelukkende er lavet af trådnet og bure med lav bundpladekant er ikke tilladte.
  • Dyret skal have adgang til vand (og evt. mad)
  • Bunden af buret skal være dækket med aviser eller savsmuld. (Hø eller halm må ikke anvendes).
  • Der må gerne transporteres to dyr i samme bur, såfremt de ikke overstiger 14 kg. pr. dyr.

Af hensyn til dyrets velbefindende, skal boksen være stor nok til, at dyret kan stå op, vende sig og ligge naturligt i det. Hvis buret ikke opfylder kravene, kan check-in-personalet afvise at tage dyret med ombord.

Priser

Det koster ekstra at have kæledyr med på rejsen. Kæledyr kan derfor ikke erstatte eller indgå i den inkluderede bagage.
Førerhunde rejser dog altid med Alsie Express uden ekstra omkostninger. Der skal reserveres plads til hunden, og den skal opfylde de bestemte godkendelser.

  • Kæledyr i kabinen (hund og kat): 150 kr. online / 200 kr. i lufthavnen
  • Kæledyr i lastrummet i boks maks. 158 cm (9-14kg): 225 kr. online / 300 kr. i lufthavnen
  • Kæledyr i lastrummet i boks maks. 158 cm (fra 15kg): 450 kr. online / 500 kr. i lufthavnen

Betalt gebyr for kæledyr i kabinen refunderes ikke.

Dokumentation

Når du rejser med dyr, skal du kunne dokumentere for dyrets sundhed ved indrejse og gennemrejse af alle lande på ruten, sørge for mikrochip eller tatovering og sikre, at dyret har et pas, når du rejser i EU.

Skal du have dyret med videre med et andet flyselskab, skal du være opmærksom på, at ikke alle selskaber tilbyder transport af kæledyr. Ligesom der i nogle tilfælde er særlige forudsætninger, som skal være opfyldt, for at tage et kæledyr med ind i et andet land. Undersøg derfor retningslinjer for flyselskabet, samt rejsemålets ambassade, inden afrejse.

 

På grund af kapacitet er der begrænsninger for antallet og størrelsen af dyr ombord.